|
|
|||||||
Du er hér: startside > arkivoversigt > Gymnasieskolen 7.6.05
|
De internationale aktiviteter tabte pusten i gymnasiereformen Et skærpet krav om øget internationalisering tabte pusten i gymnasiereformen, men der er alligevel mulighed for det internationale arbejde på skolerne. Synspunktet er skrevet af Knud Holch Andersen, der er ansat på Thisted Gymnasium/HF og Amtscentret for undervisning i Viborg Amt. Efterhånden er der vel ikke mange, der kan huske det. Men internationaliseringens og globaliseringens udfordring var faktisk en væsentlig forudsætning for den gymnasiereform, der nu er ved at være trukket i tøjet. I bemærkningerne til forslaget om ny lov for de gymnasiale uddannelser præciseres det, at »en øget internationalisering inden for teknologi, økonomi, videnskab, kultur og uddannelse indebærer (&ldots;), at omlægninger af uddannelserne, udvikling af en ny faglighed og relevante kompetencer, der matcher behovene i et videnssamfund, er helt afgørende for, at Danmark kan være i front.« Med det udgangspunkt kunne man forvente, at det nye gymnasium og hf fik et skærpet krav om internationalisering som et aspekt af det faglige indhold og af elevaktiviteterne. Det blev der også lagt op til i regeringens redegørelse til Folketinget om internationalisering af uddannelserne fra april 2004, hvor der bl.a. henvises til Bologna-deklarationen af juni 1999. Her forpligter de europæiske lande sig på at skabe fri mobilitet for studerende og lærere ved de videregående uddannelser. I det oprindelige udkast til gymnasiebekendtgørelse var der da også en tydelig og handlingsrettet markering af kravet om internationalisering: »Internationale synspunkter skal integreres i undervisningen, så eleverne opnår kompetencer til at kunne begå sig i en internationalt orienteret verden« I den endelige udgave af bekendtgørelsen har ministeriet imidlertid valgt at svække kravet ganske kraftigt. Nu skal eleverne blot opnå »forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv«. (§1, stk. 5) Det kan være svært at gennemskue motiverne til denne reduktion, men der er ikke meget, der tyder på, at det er en reaktion på en bredere debat eller et politisk krav fra partierne bag gymnasieforliget. I god overensstemmelse med denne nedprioritering er der heller ikke i læreplaner eller vejledninger noget forsøg på at profilere eller inspirere til internationale aktiviteter. Med andre ord: Reformgymnasiet har stort set ikke flyttet sig i forhold til det gamle gymnasium med hensyn til formelle krav om internationale aktiviteter i undervisningen. Den eneste afgørende nydannelse er muligheden af, at dele af uddannelsen kan foregå ved en udenlandsk uddannelsesinstitution. En ny dagsorden Selv om reformens »skal« er dæmpet til en svag hvisken, åbner den nye struktur og den elevcentrerede pædagogik for et spektrum af nye handlemuligheder, der kan styrke og forny det internationale arbejde på skolerne. Men det fordrer en strategisk satsning på skolerne og en prioritering af de fornødne ressourcer. Først og fremmest udgør de nye studieretningers mellemfaglighed en velegnet ramme for internationale aktiviteter, både internt i de valgte undervisningsforløb og eksternt i form af it-baserede dialoger med internationale partnere, studieophold, udvekslingsrejser m.v. Det forudsætter imidlertid, at de internationale aktiviteter bliver defineret som væ-sentlige aspekter af planlægningen i de enkelte lærerteam. Også studieretningernes almene studieforberedelse vil danne en velegnet ramme for internationale aktiviteter, og med bl.a. Bologna-erklæringen in mente vil interkulturelle kompetencer være et nødvendigt aspekt af det studieforberedende sigte. Reformens krav om varierede og elev-centrerede arbejdsformer vil åbne naturligt for et arbejde med projekter og andre forløb, der inddrager et internationalt perspektiv. Læreplanernes vægt på kernefaglighed skulle samtidig skabe det frirum, der gør det muligt også at fordybe sig i frit valgte specialiteter. Alle disse muligheder må bygge på nogle afgørende forudsætninger: – De internationale aktiviteter skal være en integreret del af fagligheden og indgå i studieplanerne og eksamensgrundlaget. Det må ikke opfattes som noget ekstraordinært, men en emne- og problemstyret nødvendighed. – Klassen behøver ikke længere at være den bærende enhed bag internationale aktiviteter. De kan i mange tilfælde med fordel være baseret på grupper eller individuelle elever. Dermed bliver det også muligt at opbygge en hel anden form for elevmotivation. – Aktiviteterne bør være produktrettede – og dermed evaluérbare – og meget gerne med et formidlingskrav, der kan bidrage til international forståelse i andre elevgrupper eller skolen som helhed. En strategisk satsning De enkelte studieretningers lærerteam bliver i høj grad reformgymnasiets omdrejningspunkt. Det gælder også det internationale. Det er her – i det mellemfaglige samarbejde – ideerne skal opstå, og planerne udformes. Og det er her, man skal sikre intregration i den enkelte elevs studieplan og kompetenceudvikling. Imidlertid kan man lige så godt se i øjnene, at uden en overordnet strategi for internationalisering på den enkelte skole og uden opbakning fra ledelsen og tilførsel af de fornødne ressourcer bliver de gode intentioner næppe omsat i ret meget virkelighed. Det er værd at erindre om, at der også i det »gamle« gymnasium bruges ganske mange midler, dels af skolens budget, dels af elevernes private lomme, på udlandsrejser. Så det er nok mere et spørgsmål om at bruge de eksisterende midler på en anden måde, end det er en nødvendig ekstra tilførsel af budgetmidler og timer. Allerede i dag har et antal gymnasier udnævnt en international koordinator. Al erfaring viser, at det er en nødvendighed, hvis man vil løfte den internationale dimension op på et holdbart og professionelt niveau. De berømte »ildsjæle« har udført et stort pionerarbejde, men selv det største bål brænder ud, og det kræver faktisk både professionel træning og overblik at håndtere de mange muligheder, selv om der er god støtte at hente hos CIRIUS. Dertil kommer behovet for koordination, helhedstænkning og det lange, seje træk. Vækstlaget Uden lærere går det ikke. Det gælder også for en nok så elevcentreret skole. Derfor må skolens internationale strategi begynde med lærerne. Det er her, ideerne og engagementet skal opstå. Holdbare internationale forbindelser bygger næsten altid på kollegiale venskaber. Og de opstår, når man mødes. Der er faktisk mange muligheder for, at lærere – også med økonomisk støtte – kan opholde sig i kortere eller længere tid ved skoler i udlandet og tilsvarende muligheder for skolenetværk a la Comenius. Men det skal plejes og støttes bevidst af skolens ledelse. En oplagt mulighed er også at koble udviklingsprojekter på skolen med internationale partnere. Med it-kommunikationen er der åbnet for særdeles mange muligheder, og som en »sidegevinst« kan der komme mange elevaktiviteter ud af det. Som eksempler på det udviklingsbaserede samarbejde kan nævnes GLs dialog-projekter i Litauen, i Bosnien og nu i Palæstina. De er i deres udgangspunkt lærerbaserede, men har ført til en række udvekslinger og andre elevaktiviteter. I sin struktur og i sin pædagogiske tænkning åbner reformen for nye muligheder for at øge kvaliteten i det internationale arbejde på skolerne. Samtidig er den en god anledning til opbrud fra en række gamle vaner og indgroede traditioner. Derfor er der al mulig grund til at gribe chancen og styrke den internationale dimension. Også selv om lovgiverne har tabt pusten undervejs. Det vil tilføre den nye mellemfaglighed nye vitaminer, og de egentlige vindere vil blive de kommende elever. De vil blive bedre klædt på til at møde globaliseringens udfordring. Og den skal de jo leve med under alle omstændigheder. Interkulturelle kompetencer
Blad-nr.:11/2005
|
|
Tilbage
til toppen af siden |
© Copyright 1998-99 Rejsemanualen |
|
