Rejsemanualens logo - linker til home-siden

startside bilag arkiv rejseforum praktiske gris surfing the net What´s New? Site Map Webmaster

www.rejsemanualen.dk

 

Søg på Rejsemanualen . . .  

 

  Du er hér: startside > bilagsoversigt > bilag nr. 10: Planlægning af (især) skiture


PRAKTISK PLANLÆGNING AF STUDIETURE FOR STØRRE GRUPPER

Af Steen Ousted, gymnasielærer i idræt og biologi.
Har arrangeret utallige studieture med gymnasiets mellemniveau idrætshold og idrætstilvalgshold på HF.

Ved planlægning af studieture for større grupper er der en række faktorer, der er afgørende for udbyttet indlæringsmæssigt såvel som socialt. Flere års erfaring har vist, at nedenstående planlægningsrækkefølge er god.

Produktformulering

De deltagende lærere udarbejder en nøjagtig beskrivelse af det ønskede produkt, som indbefatter følgende:

  • Rejsens formål

  • Rejsens varighed

  • Pris

  • Transportform, især buskvalitet er vigtig, sovebus eller ej

  • Antal deltagere

  • Antal fripladser

  • Ønsket indlogering m. evt. fortæring

  • Skikterrænets størrelse og kvalitet

  • Snesikkerhed

  • Antal liftkortdage (start/slut)

  • Dagslængde, lys/mørke

  • Leje af skiudrustning, kvalitet, pris, forsikring, mulighed for erstatningsudstyr under opholdet. Skiudstyr kan være både billigere og bedre i Danmark.

  • Undervisningens placering (tid og sted), indhold, niveau, hvem skal undervise, max. holdstørrelse, undervisningssprog

  • Andre skiorienterede arrangementer f.eks. picnic, gruppe-stjerne-løb, O-løb, snelegelandskab, fællesture

Tilbud

Med den udarbejdede produktbeskrivelse i hånden kontaktes da flere uafhængige bureauer. Hvis gruppen består af unge, så vælg bureauer, der er vant til at arrangere ture for ungdomsgrupper og gerne bureauer som en af de deltagende lærere kender lidt til i forvejen. Forlang af bureauet at de udarbejder et skriftligt tilbud, hvor priserne for de enkelte dele af produktet er udspecificerede. På denne måde bliver en sammenligning af de forskellige tilbud langt lettere. Udarbejd en opstilling med præcis samme poster så sammenligningen bliver overskuelig for eleverne, der måske oven i skal betale lærernes udgifter.

Med tilbudene i hus vælges da det bureau, der kan opfylde flest af de stillede krav og til en realistisk pris.

Efter en finpudsning af det foretrukne tilbud skrives en kontrakt. Vær så detaljeret som mulig; det er langt lettere at blive enig om løsning af problemerne, før de opstår.

Turbeskrivelse.

Ved hjælp af turistbrochurer, som de forskellige landes turistbureauer er meget villige til at levere, udarbejdes en beskrivelse til eleverne. På denne måde ved eleverne hvad de køber/melder sig til.

Integration i den daglige undervisning

Turen integreres let i den daglige idrætsundervisning, ved at teknikteori, biomekanik og relevante træningsmetoder gennemgås. Ved anvendelse af uddrag fra nærværende undervisningshæfte, materiale fra Dansk Skiforbund mm. kan eleverne samle en mappe, de kan medbringe på turen og således kæde teori og praktik sammen. Videoklip samt instruktionsvideo fra Dansk Skiforbund kan også med stort udbytte indgå i den daglige undervisning i forbindelse med f.eks. bevægelsesanalyser.

Forskellige former for barmarks-skitræning kan naturligt indgå i idrætsundervisningen op til studieturen.

Løbende information

For at sikre et højt informations-niveau er det en god ide at udsende "skibreve" til eleverne med jævne mellemrum op til turen, hvorved også evt. interesserede forældrene nås. Informationssiderne kan indeholde remindere om betalingsfrister, møder, notering af tid til prøvning af skiudstyr, placering i bussen, lejlighedsfordeling og alle de små detaljer, der er lette at ordne hjemmefra, men som let volder problemer under de første hektiske timer på destinationen, hvor alle er helt vilde efter at komme ud på brædderne. Mange elever synes også, at det er spændende at følge snemængderne på destinationen, så det kan også være en fast rubrik i skibrevet". Oplysningerne kan hentes på automatiske telefonsvarere hos turistkontorerne eller på tekst-TV.

Forældreinformationsmøde (skoleelever)

Som afrunding på informationsskrivelserne er det også en god ide, at holde et afsluttende møde, hvor også forældrene inviteres. At forældrene bør inviteres med skyldes, at det på denne måde er muligt at vise, hvordan skituren er en faglig relevant studietur, og ikke en camoufleret selskabsrejse, måske er de sponsorer.

På mødet gennemgås forsikringsforhold, personlig henh.. gruppe, undervisningsplaner (dag/uge), budget, et realistisk bud på den personlige økonomi på turen, samt evt. ,,ordensregler" på og uden for løjperne, som indgås til overholdelse.

Som optakt til udlevering af en pakkeliste, er det godt at demonstrere den fornuftige påklædning til en dag på ski - også for at vise, at mærkevarer til flere tusinde kroner ikke er en nødvendighed.

Sidste skibrev kan inkludere en afrivningsseddel med nøjagtig adresse og evt. telefon på destinationen. Kan lærere/elever kontaktes gennem bureauet, bør det også angives.

Turen

Især hvis eleverne på studieturen bor spredt, er det nødvendigt, hurtigst muligt, at finde samlingstid og -sted, hvor aftaler, evt. planændringer kan indgås og teori og socialt samvær kan udfoldes.

Syd på vil alkohol være en fristelse for svage sjæle. Klargør problemet med for store promiller og for lidt søvn ift. skiløb. Eleverne har forståelse for klar konsekvens, fx. at liftkortet prompte inddrages for et kortere eller længere tidsrum, i tilfælde af tvivl om kørselsevner. Planlæg evt. en aften, hvor hornene kan løbes af og hvor mødetiden på skiskolen dagen efter er lempelig.

Video

Har lærestaben eller rejsebureauet rådighed over videoudstyr, er det et must, at det kommer i anvendelse til teknikanalyser og fejlrettelser, men overdriv ikke brugen, så al skiløb kommer til at referere til en optagelse.

Vær opmærksom på at videooptagelse tager tid! Den bedste måde at organisere den på, er at aftale mødetid og sted, hvor oversigtsforholdene og terræn på forhånd er undersøgte og fundet velegnede. Den filmede løber skal visuelt klart skille sig ud fra den ventende forsamling, så fotografen kan finde ham i søgeren. Brug zoom flittigt, så skiløberen ikke forvandles til en myre på ski. Hold reservebatterier varme, tæt på kroppen, de går hurtigt døde i kulden.

Skiholdene løber efter tur i en rækkefølge som noteres, så de er lette at genfinde ved aftenens gennemgang. Evt. har hvert hold et bånd, som er deres alene, så optagelser med dages mellemrum lettere kan sammenlignes i rækkefølge. Brug underviseren eller en god elev som idealbillede i optagelserne. Husk at aftale tid for gennemgang.

Den efterfølgende videoanalyse må foregå under rolige og fortrolige forhold, hvor kun skiholdet er til stede, idet optagelserne er stærkt kompromitterende og personlige. Første gang eleverne ser sig selv, vil de ofte skuffes. På bakken og i løjpen føler de sig som Alberto og Vegaard, men ligner i virkeligheden måske snarere en Stig Helmer (fra filmen ,,Selskabs-rejsen"). Vil man videre med sit skiløb, er det imidlertid vigtigt at få et realistisk forhold til det.

Start med bare at lade optagelsen køre, så den værste generthed, fis og fjant kan fortage sig. Vis så eleverne enkeltvis flere gange, lad dem kommentere sig selv, og forklar dem al det positive ved præstationen, som det overhovedet er muligt. Giv dem en opgave, som de skal arbejde med, som vil forbedre deres løb yderligere, men kun inden for rammerne af den hidtidige undervisning og i et klart begrebssæt, de er fortrolige med.

Eksamen

På gymnasium og HF er det nu ifl. idrætskonsulenten tilladt at videooptagelserne indgår i en eksamenssituation som supplement til en barmarkspraktik fx. på in-line rulleskøjter, rulle-ski eller skigymnastik.

 


Tilbage til toppen af siden
Tilbage til bilagsoversigten
Tilbage til startsiden

© Copyright 1998-99 Rejsemanualen
webmaster@rejsemanualen.dk

Rejsemanualen - logo