|
Du er
hér: startside > tilsynspligt
|
|
Tilsynspligt m.m.:
Spørgsmålet
om tilsyns- og ansvarsforhold i forbindelse med ekskursioner er
desværre ikke så enkelt at besvare, som man kunne
ønske. ES
skriver andetsteds om forsikringsdækning
og erstatningsforhold. Men når det drejer sig om
lærerens tilsynspligt ifm. ekskursioner i ind- eller udland,
har vi kun fundet ét sted, hvor der gives en samlet
redegørelse for emnet, nml. i Gymnasieafdelingens
temahæfte om ekskursioner, nr.46, 1995.
Hertil har fhv. kontorchef i UVM, cand.jur. Jørgen Verner,
udarbejdet et juridisk responsum om tilsyn, forsikring og
erstatning. I det følgende skal citeres en del fra dette
hæfte, der nok kan afklare nogle af de spørgsmål -
om end ikke alle -, som man ellers kan brænde inde med.
Eftersom
ekskursioner er godkendte undervisningsaktiviteter, der foregår
i skolens regi, fastslås det indledningsvis i hæftet
(§4), at "skolen
derfor er ansvarlig for, at aktiviteten foregår under
kontrollerede og forsvarlige forhold".
Efter denne generelle ansvarsplacering stiller Jørgen Verner
sig det retoriske spørgsmål: "Hvad
er da skolens tilrettelæggelses- og tilsynspligt?"
(§12), og besvarer det på følgende måde, -
uden dog at levere en kort, entydig definition:
"-
- - Vejledende kan det siges, at ekskursioner må nøje
forberedes og tilrettelægges. Dette gælder ikke mindst,
når der er tale om ekskursioner til udlandet. Dette
indebærer, at der må udarbejdes en detaljeret plan for
ekskursionen. Planen bør inden afrejsen præsenteres for
de deltagende elever og disses forældre. Det bør
anføres, at der ikke er tale om nogen turistrejse, og at de
udarbejdede ordens- og forholdsregler nøje må
overholdes. I rejsen indgår der ikke nogen fritid, som eleven
frit kan disponere over uden at være undergivet
fællesskabet og lærernes tilsyn. Det skal anføres,
at elevens grove overtrædelse af disse forskrifter kan
medføre, at eleven hjemsendes på egen regning, dog
først efter at hjemmet er underrettet, og efter at det er
aftalt med hjemmet, hvorledes hjemsendelsen kan tilrettelægges
forsvarligt. Dette gælder, hvad enten eleven er under eller
over 18 år.
§13.
Skolen må kunne kræve, at eleverne og deres forældre
ved deres underskrift på et papir herom erklærer, at de
er orienteret om, hvilke ordens- og leveregler der gælder
på rejsen, og hvad konsekvenserne vil kunne være af, at
eleven groft overtræder disse regler. Dette gælder, hvad
enten eleven er under eller over 18 år. Hverken elev eller
forældre kan dog med retsvirkning underskrive en erklæring
om, at de er indforstået med, at skolen eller de deltagende
lærere er ansvarsfri, blot fordi eleverne ikke overholder de
givne forskrifter og påbud.
§14. --------
§15. Under
selve ekskursionen, fra dens begyndelse til dens afslutning, har de
deltagende lærere tilsynspligt med eleverne. Det er vigtigt, at
der fastsættes bestemte ordens- og adfærdsregler, som
eleverne selv opfatter som rimelige, og at det meddeles eleverne, at
overtrædelse af disse regler, som er i alles fælles
interesse, ikke vil blive tolereret.
§16.
Lærerens tilsyn og ansvar er ikke ubegrænset. Hvis elever
bevidst tilsidesætter de fastsatte ordens- og leveregler,
gør de det i vidt omfang for egen regning og risiko.
Lærerne må dog altid være parate til at hjælpe
elever, der er kommet i vanskeligheder, selv om eleven groft har
tilsidesat de givne forskrifter."
I §17,
hvor forfatteren drøfter hvor mange lærere, der
bør deltage i ekskursionen, siger han: "Som en
tommelfingerregel kan anføres, at der i hvert fald bør
deltage så mange lærere, at et forsvarligt tilsyn -
også i fristunder under ekskursionen - til enhver tid er til
stede." Iøvrigt er der ikke fra myndighedernes side givet
regler om antallet af deltagende lærere og om fordelingen
på køn. Dog konkluderer Jørgen Verner til sidst:
"Der bør altid være mindst 2 deltagende lærere
i ekskursionen, medmindre det drejer sig om kortvarige ekskursioner herhjemme."
|
|
|
Vores kommentarer: |
Vi stopper
hér Jørgen Verner i sin jura-manuduktion for at komme
med et
par kommentarer.
For det første kan man læse hans udredning således,
at vi som rejselærere skal føre permanent tilsyn, dvs.
nærmest følge eleverne med øjnene døgnet
rundt - både i arbejds- og fritiden. Faktisk er der slet ikke
noget, der hedder fritid (jf.§12); men senere taler han dog om "fristunder"
(jf.§17). Der kan også siges at være en
modsætning imellem denne rigoristiske udlægning af
teksten og bemærkningen i §16 om, at "lærerens
tilsyn og ansvar ikke er ubegrænset."
Man kan vel
formulere sagen således, at naturligvis skal læreren
tilrettelægge og gennemføre turen fornuftigt og
ansvarligt, som en "bonus pater" ville have gjort. Juridisk
har læreren derfor ikke noget ansvar for elevernes egne
handlinger, der udføres i strid med de aftalte regler for
studieturen, eller som strider imod fornuftig opførsel. Dette
gælder både i den programlagte del af turen og i fritiden.
Derudover siger
det sig selv, at lærerne har et moralsk ansvar og
selvfølgelig også bør/vil hjælpe den
slubbert af en elev, "der
er kommet i vanskeligheder, selv om eleven groft har tilsidesat de
givne forskrifter."
(jf.§16). Der kunne være tale om, at en elev var kommet i
karambolage med lokale myndigheder såsom politiet. Og selvom
man måske i sin fantasi kunne ønske sig forbryderen hen,
hvor peberet gror, bør man gøre alt, hvad der står
i ens magt for f.eks. at få eleven ud af detentionen i
Istanbul, idet dét at komme i hænderne på tyrkisk
politi - efter sigende - vil kunne knække selv den værste vaneforbryder!
For det andet kan man bemærke sig, at Jørgen Verner
gør det legitimt at anvende hjemsendelse
for egen regning
som sanktionsmiddel i den yderste konsekvens (jf.§12). Eftersom
Gymnasieafdelingen står for udgivelsen af dette temahæfte,
må det tolkes derhen, at der fra højeste sted, nml.
Undervisningsministeriet, er carte blanche til at hjemsende bemeldte
elevtype. Det er så noget andet, at det ofte af praktiske
grunde (likviditets- og transportmæssige) kan være
vanskeligt at effektuere. Men i hvert fald siges der hermed god for
en sådan sanktionsmulighed, hvor man ellers undertiden kan
høre kolleger være uenige, om hjemsendelse er
tilladeligt eller ej.
I §24 siges det:
"Der
er principielt intet i vejen for, at der i forbindelse med
ekskursionen anvendes automobil, der tilhører en af
lærerne, en elev over 18 år, en af forældrene eller
en udlejningsforretning.
§25.
Lærerne skal sikre sig, at de kørende elever har
kørekort og er i stand til at føre bilen på
betryggende måde (at de fx ikke er påvirkede af
spiritus), - - -. Endelig må læreren påse, at
køretøjet ikke rummer flere passagerer end tilladt, - - -." |
|
|
Vores kommentar: |
Det kan godt
være, at det på denne måde er juridisk set i orden
at benytte automobil under ekskursionen. Dog forekommer der at
være diskrepans imellem forfatterens strenge fortolkning af
tilsynspligten og hans noget laissez faire-agtige synspunkt på
automobilbenyttelse. Selvom GG dog heller ikke har vedtagne
forbudsregler imod bilkørsel, er det et almindeligt indtryk,
at rejselærerne forbyder eleverne at leje bil, motorcykel,
scooter, knallert o.lign. Alt andet vil også være for
risikabelt! Unge mennesker kører generelt hasarderet under
disse omstændigheder, ligesom de vil være ukendte med
trafik- og vejforholdene. Endvidere er promillegrænsen ved
spirituskørsel i nogle lande lig med nul. Og hvis endelig
uheldet er ude, kan læreren nemt få en farlig ballade med
myndigheder, forældre etc.; ja, man kan ligefrem forestille sig
en sag slået stort op i pressen, f.eks. Ekstra Bladet!
Længere
henne i hæftet hedder det om skole- og ferierejser, der ikke
sker i skolens regi:
"§30. Hvis lærere ved skolen arrangerer rejser, der
foregår i ferieperioder og ikke indgår som godkendte led
i skolens undervisning, har skolen intet ansvar for disse rejser. De
må betragtes som private. Det følger heraf, at skolen
ikke kan drages til ansvar for eventuelle skader, der overgår
lærere og elever, - - - . Kun lærerne selv er ansvarlige.
- - -"
Det blev en
længere smøre med fyldige uddrag fra temahæftet.
Hensigten har imidlertid ikke været at jage folk en skræk
i livet, selvom det nærmest kunne lyde som om, der kræves
en juridisk embedseksamen for at gå i kast med at arrangere en studierejse.
Sammenfattende
kan vel siges, at hvis man bærer sig fornuftigt ad ved
planlægningen og gennemførelsen af rejsen, - og
selvfølgelig overholder gældende regler, samt
lægger sig denne rejsemanuals bedste råd på sinde
-, så kan man ikke gøre mere, hvorved samvittigheden
også kan være i orden. |
|
|
