Rejsestatistik E: ekskursioner i
gamle dage - før 1983!
I afsnit foran har
vi belyst GG´s rejseaktivitet fra skoleåret 1983 og frem
til i dag - perioden
1983-94 i oversigt, mens de 9 sidste skoleår er
behandlet mere detaljeret.
Men også
før 1983 var der ekskursioner og studierejser.
Tiden før
1983 er altså, hvad vi her kalder for
"gamle dage"
!!

I tilknytning til
gymnasie- og HF-undervisningen har der altid eksisteret ekskursioner.
Også på GG blev der rejst i gamle dage, - om end slet
ikke i det omfang, som det finder sted nu til dags, og ej heller til
så eksotiske og "dyre" destinationer. I dag kommer
næsten enhver klasse/hold på mindst én studierejse
til udlandet. Den gang var udlandsrejserne ikke så hyppigt
forekommende, idet man i højere grad tog på kortvarige
indenlandske ekskursioner.
Den almindelige
velstandsstigning og udviklingen i befolkningens rejsevaner har
smittet af og bevirket, at gymnasiets rejseaktivitet er blevet
forøget og ændret over tid. Dette gælder også
for GG´s ekskursioner - og det er netop, hvad vi i det
følgende skal prøve at skitsere, idet vi i så
fald må søge informationer ved at dykke ned i skolens
gamle årsskrifter, samt i vores hukommelse.
I årene
1982-86 var det kun tilladt at rejse indenfor landets grænser.
Historien er kort fortalt, at eftersom der tidligere ikke fandtes
regler for lærernes vilkår i forbindelse med
ekskursioner, betalte lærerne stort set selv alle
rejseudgifter. Det var derfor et tilbagevendende krav overfor vore
arbejdsgivere at få reguleret området. På et
tidspunkt lykkedes det at komme igennem med kravet, således at
der i overenskomst og tjenestetidsaftale blev aftalt principper for
læreres aflønning og arbejdsvilkår under rejser.
Så langt
så godt! - i Københavns Amtsråd - GG´s
arbejdsgiver - var man dog ret fiks på fingrene. Amtet kunne jo
godt regne ud, at de største lærerudgifter var forbundet
med udlandsekskursioner, hvorfor man simpelthen udstedte et forbud
imod, at skoler tog på studierejse til udlandet! Som tiden gik
kunne forbudet ikke opretholdes. Situationen var også uholdbar,
derved at der i andre af landets amter ikke eksisterede et
sådant forbud. Klasser og hold fra disse amters skoler rejste
rask væk til udlandet. Der var derfor et pres fra især
elever og forældre - i mindre grad fra lærerside -
på Københavns amt for at få dem til at ændre
politik. Med skoleåret 1986/87 blev der så igen givet
tilladelse til udlandsrejser. Beslutningen blev hilst velkommen i
GG´s årsskrift fra 1986/87 med følgende ord:
"Så har
amtet igen givet tilladelse til udlandsrejser. Eleverne har nu
mulighed for to former for rejser, når et stofområde i
læseplanen skal belyses med et besøg "on
location": 1) indenlandske flerdagsekskursioner, 2) udenlandske
studierejser. Hertil kommer de helt korte udflugter.
Lærerrådet har afstukket økonomiske og praktiske
rammer for ekskursioner og studierejser. Hovedtanken her er at sikre,
at alle stamklasser får mulighed for en studierejse eller en
flerdagsekskursion én gang i skoleforløbet - helst i
hhv. 1.HF og 2.g. Vel vidende at rejser kan være
økonomisk belastende søges de naturligvis gjort så
billige som muligt - og planlagt så tidligt, at eleverne har
mulighed for at spare sammen til rejseudgifterne."
I årene
1982-86 gik turen altså rundt i det gamle Fædreland! Og
det var for så vidt godt nok. Der blev lavet mange
spændende og opfindsomme rejser rundt i Danmark, - og man kan
såmænd i dag undertiden beklage, at det kniber med at
få klassen med på ideen om en indenlandsk rejse.
Faget
Biologi mærkede
i og for sig ikke noget til ovennævnte udlandsrejseforbud.
Selvom Jylland for vore københavnske elever måske kan
forekomme som det store udland, så havde GG´s biologer en
lang tradition for hvert år i august at tage til Frederikshavn.
Man besøgte Marinbiologisk Laboratorium, hvor man foretog
"undersøgelse af havbundens dyreliv mhp. dyrenes
økologiske tilpasning. Måling af forskellige dyrs
O2-tilpasning. Besøg på Nordsøcentret i
Hirtshals.", som det kan læses i skolens årsskrift
fra 1984/85.
Også i andre
fag var der gamle travere, såsom når Geografi
tog til Stevns eller Møns Klint, - eller Historie
til vikingeborgen: Trelleborg med et smut omkring Roskilde Domkirke
og Vikingeskibsmuseet på hjemvejen. Sådanne ekskursioner
gennemførtes som endagsbusture. I det hele taget vidner de
gamle årsskrifter om, at det var en lang række af skolens
fag, der lavede den slags korte udflugter. Man benyttede sig flittigt
af Københavnsområdets store kulturudbud og tog med
HT-bus eller S-tog til museer og udstillinger, biografer og teatre,
institutioner og virksomheder o.m.a.
Undertiden
arrangerede man i et fag en flerdagsekskursion i form af lejrskole; -
f.eks. i de ovennævnte fag: Således studerede Geografi
en gang fiskerierhvervet i Esbjerg; en anden gang var det
"skærvelære" på øen Fur. En
fremragende Historie-ekskursion
var en rundtur til de gamle hertugdømmer: Slesvig og Holsten
med besøg ved Dannevirke, Hedeby etc.
Samfundsfag
lavede en gang en meget "kreativ" ekskursion til Herning.
Det pågældende samfundsfagshold ville fordybe sig i
ulandsproblematikken, - - - så derfor tog man til Herning. Nej,
undskyld Herning! sådan hænger sagen ikke sammen -
Herning er trods alt ikke et uland. Men da det ikke lod sig
gøre at foretage en ekskursion til et uland i den tredje
verden, fik man den ide at besøge hederegionens
tekstilindustri, hvor man ved samtaler med folk fra virksomheder og
fagforening fik belyst, hvordan branchen følte sig truet af
import af f.eks. skjorter til dumpingpriser fra Indien og Pakistan.
Turen huskes som en ekskursion med stort fagligt udbytte, - og
så er der for resten ganske hyggeligt i Herning!
Andre fag har
igennem tiderne lavet lige så kreative studieture. En gang tog
f.eks. Matematikfaget til Paris, hvilket fik nogle til drillende at
spørge, om de skulle ned for at studere det frie fald fra
Eiffeltårnet! Men selvfølgelig har matematik-kollegerne
haft en fornuftig og faglig motivering for den pågældende ekskursion.
Sådan
bør det også være! Og det er i det hele taget et
forhold, som vi på GG altid har lagt vægt på,
selvom man efter elevernes historier at dømme undertiden
skulle tro, at det højere formål med ekskursioner er at
komme ned og skeje ud under sydlige himmelstrøg. Efter nogen
tid - når de forskellige rejseindtryk er fordøjet - kan
man dog af og til høre en elev udtale: "Det var nu kanon
fedt at stå dér på Forum Romanum i skyggen af
Titus-buen, ligesom ham dér Cæsar gjorde for 2000
år siden". - Hvortil læreren - som den
utrættelige pædagog - replicerer: "Ham dér
Cæsar var altså død og borte, da Titus regerede i Rom!" |