|
|
||||||||
|
Studierejser og ekskursioner i skoleåret 2004-05 Det er med stor beklagelse, at vi på dette sted må skrive, at vi i fremtiden ikke kan tilbyde vores elever studierejser af samme karat som tidligere. Det er dog ikke vores skyld! Men vores arbejdsgiver - Københavns amt - vedtog sidste år en række kedelige besparelser indenfor gymnasiesektoren, herunder også en væsentlig begrænsning på studierejser og ekskursioner. Hvor vi førhen var frit stillet mht. tid og sted, så har amtet nu i sin uforstand bestemt, at en klasse fremover kun må rejse i 3 dage og kun i Danmark, Skåne og Slesvig-Holsten. Og det er jo noget helt andet end i skoleåret 2003/04 - der var et ganske normalt rejseår -, hvor GG´s samtlige ni 2.g-klasser plus seks 3.g-højniveaufag var på studierejse i uge 41 oktober 2003, hvortil kom to hold på skirejse i januar 2004. Rejserne gik til destinationer som Berlin, London, Paris, Sevilla, Rhodos, Malta, Cairo og Luxor i Ægypten og Alpe d`Huez (skirejsen). Vi er meget kede af den begrænsning, som vi nu er blevet påtvunget. Vi synes, det er vigtigt, at skolen ikke kun lever i sit elfenbenstårn; men at gymnasieundervisningen suppleres med alskens "ud-af-huset aktiviteter". Derfor skal vi også nok i fremtiden arrangere fagligt velfunderede rejser rundt i det gamle fædreland. Selvfølgelig lader det sig sagtens gøre under de nye vilkår. Det er heller ikke den side af sagen, som vi er stærkt utilfreds med. Men man kan føle sig lidt som en "indeklemt husmand", når man ikke må rejse ud i den verden, der mere og mere præges af internationalisering/globalisering. Og det er da tosset, at f.eks. en engelsklærer ikke må tage sine elever med derhen, hvor sproget tales. På GG har vi altid anset ekskursioner for et centralt led i skolens undervisning. En vel tilrettelagt og grundigt forberedt ekskursion er et vigtigt bindeled imellem den teoretiske undervisning i klasseværelset og den virkelighed, der findes uden for skolen. Endelig siger det sig selv, at en studierejse også har en social side, idet man er sammen med kammerater og lærere på en mere tvangfri og fornøjelig facon. I det hele taget får klassen en positiv oplevelse ved at planlægge og gennemføre den pågældende fællesaktivitet, som en studierejse er. Og hvis kammeratskabet og sammenholdet styrkes, har dette uden tvivl en gavnlig afsmitning på arbejdsklimaet i klassen. En ekskursion kan defineres som undervisning, der foregår udenfor skolen i ind- eller udland. I henhold til gymnasiebekendtgørelsen (bilag 37 § 4.1) er der tale om en godkendt undervisningsaktivitet, der således foregår i skolens regi. Af samme bekendtgørelse fremgår det faktisk også, at eleverne i deres gymnasieforløb skal tilbydes en flerdagesekskursion. Det er endvidere et naturligt krav, at ekskursionerne har et lødigt fagligt indhold, der fuldt ud modsvarer den undervisning, som eleverne ville have modtaget hjemme på skolen. En ekskursion skal endvidere opføres på pensumindberetningsskemaet i det pågældende fag, dvs. at det faglige indhold i ekskursionen udgør en del af eksamenspensum. Der har i og for sig aldrig været uløselige problemer ved at tilrettelægge og gennemføre studierejserne. Hvad angår den økonomiske side af rejserne, så ligger det sådan, at eleverne selv skal betale rejseprisen. Udgiften til ekskursioner og rejser kan derfor være økonomisk belastende for eleverne/hjemmene, hvorfor en rejse bør planlægges i så god tid som muligt, så alle kan nå at spare op. Af samme grund anbefaler skolen de enkelte elever og klasser at aftale en opsparingsordning. Skolen har en obligatorisk afbestillingsforsikring, således at man får sine penge igen, hvis man bliver syg umiddelbart før afrejsen. Endvidere kan Skolefonden i særlige tilfælde træde til og yde enkelte elever tilskud eller lån. GG har nok haft en liberal rejsepolitik; men samtidig har vi haft nogle fornuftige rejseregler og igennem årene udviklet en god praksis. Vi har derfor slet ikke behov for de snærende bånd, som Københavns amt lægger ned over området. Det er således en snæversynet begrænsning af rejsemulighederne - i en tid hvor verden som sagt bliver mere international, og hvor landene i Europa integreres mere og mere. Optimister i blandt os tror dermed også, at restriktionerne på dette område bliver ophævet i en snarlig fremtid. Det kan eventuelt foregå, hvis/når amterne bliver nedlagt, - i hvert fald bør det ske, når vi fra 2005 får en ny gymnasiestruktur, hvor der bl.a. i studieretningsfagene kan laves særdeles relevante rejser ud i den store vide verden. Poul Frank Jørgensen/formand for ekskursionsudvalget
|
||||||||